Læsø Saltsyderi er et lille historisk værksted, som formidler saltsydningens kulturhistorie på Læsø. Indtil arkæologerne for alvor i slutningen af 1980erne begyndte at beskæftige sig med saltsydningen på Læsø, antog man at Danmarks første egentlige industri var mølleindustrien langs vore åer og vandløb. Det er der nu vendt op og ned på. Arkæologerne har gennem 10 års udgravninger i middelalderens salttomter på Læsø, dokumenteret, at saltsydningen havde et sådant omfang, at den må betegnes som industri og at den havde sin start allerede i 1100 tallet fortæller at det var den første. Hundredvis af tomter efter saltsydehytter, som ligger spredt på de flade strandenge på øens sydvendte kyster, fortæller med sit eget dramatiske sprog om det liv der må have udspillet sig omkring saltfremstilling, som først sluttede i 1652, da øen var totalt blotlagt for brændsel.

Når der overhovedet blev startet saltsydning på Læsø, hænger det sammen med at øen, som det eneste sted i Danmark, har sin egen lage af stærkt saltholdigt grundvand. Det dannes under de sydvendte strandenge, Rønnerne som en sindrig naturlig proces, hvor havets overskylninger ved storme i vinterhalvåret forsynet området med havvand, som siver ned i sandlagene inde på land. Nedsivningen bremses i 2 - 3 meters dybde af et kompakt lag af blåler, som forhindrer en videre nedsivning. Herfra kan havvandet, som kun indeholder ca. 2% salt, i sommerhalvåret hvor områderne er tørlagte, indgå i en kraftig fordampning, som over en længere årrække hæver saltkoncentrationen helt op til 14 - 16 %.

Når hundredvis af saltsydehytter hver sommer fremstillede store mængder salt, bl.a. for at betale en afgift til Domkapitlet, så er der et kolossalt forbrug af brænde. Skovene på Læsø svandt gennem årene ind og en efterhånden omsiggribende sandflugt lagde stor landbrugsområde øde. Først i 1652 blev der indgået forlig om at stoppe saltsydningen med brændsels brug. Da var det for sent. Sandflugten fortsatte og lagde op mod en tredjedel af øen øde. Læsøboerne fortsatte med at lave salt, men nu ved solfordampning af det stærke vand i flade trækister. Det blev dog kun til en lille produktion, der dækkede øens eget behov.

Læsøboerne har lært saltsydningen sydfra. Munke fra tyskland, som kristnede danskerne, har haft denne viden med til landet. Da Læsø først bliver befolket i løbet af 1100 tallet, kan det hænge sammen med muligheden for at lave salt. Det er mærkeligt nok Viborg Domkapitel, som ejer øen, en gave fra kongen, siger man. Saltsydehytterne bliver bygget efter tysk model. Hytterne, der er bygget af træ, er små fabrikker, lagt i klynger og alle i nærheden af saltbrønde. Herfra sliskes vandet ind til de store jernpander, som er ophængt over åbne ildsteder. På Læsø har man brugt de forhåndenværende materialer og arkæologerne kan konstatere, at alle ildsteder er opbygget af græstørv og panderne er opsat på store sten, som udgør ildstedets kant. Der fyres med træ under panderne, hvor saltvandet inddampes og krystalliseres til salt.

I 1991 genskabtes saltproduktionen på Læsø. Arkæologerne tegnede på baggrund af udgravningen i 1990 den første sydehytte til rekonstruktion. 3 jernpander blev ophængt over ildstedet og den 5. juni i 1991 kunne det første salt i nyere tid opøses til afdrypning og tørring. I dag har projektet 2 hytter med i alt 3 pandeanlæg, som laver salt hele året, om sommeren i døgndrift og i vinterhalvåret i 2 holdskift. Der laves en mindre produktion af det eftertragtede havsalt, som holder 8 personer beskæftiget, dels med at lave saltet, men også med at fortælle til gæsterne, hvordan det hele foregår. Alle processer skal illustrere, hvordan salt i middelalderen blev fremstillet og vi respekterer i videst muligt omfang alle de ældgamle håndværksmetoder, dog foregår store dele af salttørringen i dag på et tørreloft, hvor der i rummet er opsat en luftaffugter.